MANIFEST 

Vi er voksne i apatiens tid. Krisens tid. Skærmens tid. Vi ved ikke hvad der er op og ned. Vi ved ikke hvem der er gode og hvem der onde. Vi ved ikke hvem der skal redde os.

Nu skaber vi en ny tid. Kroppens tid. Latterens tid. Handlingens tid.

 

Vi skaber kunstgruppen De Femten for at vores børn og venner og familie kan være stolte af os. Fordi vi har besluttet os for at handle. Fordi vi tror på mennesket som kærligt, tolerant, nysgerrigt og intelligent.

 

Vi vil bruge vores kroppe, vores gaver, vores tid og vores evner til at forsøge at starte unoder og faktiske handlinger i den virkelige verden.

 

Vi vil styrke en forståelse af at det er muligt at handle og påvirke vores samfund.

 

Vi vil bruge kunsten politisk – som en hammer, der former samfundet. Vi forlader scenerne og tanken om teatret som et tilbud, et kulturprodukt, en afladshandel i kirken.

 

Teatret skal opstå for de uinviterede, de uinteresserede, de uoplagte, de undvigende.

 

 

Vi skal aldrig angribe den enkelte borger. Værkerne skal udtænkes ud fra en overbevisning om at borgerne er kloge, modige mennesker, der ønsker forandring.

 

Vi nægter at betragte mennesker som forbrugere og vil ikke fylde dem med skam eller apati, men invitere dem til at deltage i vores fest.

 

Vi mener at liberalismens individualisme har skabt denne apati og derfor kæmper vi for kollektive løsninger hvor i fællesskab skaber politisk forandring.

 

Vi skal ikke undervurdere vort publikum, men gå ud fra at de ønsker at være en del af vores projekt.

 

Medmindre vi taler om politikere, de ansvarlige: de skal skammes og angribes og udstilles og latterliggøres. De skal ingen skånes, de skal have den med grovfilen.

 

De Femten skal være et godt sted at være. Det skal være sjovt og grineren at være med. De Femtens medlemmer skal føle håb og trøst og meningsfuldhed ved deres arbejde. Derved vil deres publikum føle det samme.

Vi er scenekunstnere der mener at det er på tide at handle.

Vi kan jonglere. Vi kan synge. Vi kan spille på tromme.

Vi forlader melankolien og vender os mod den konkrete handling.

 

Vi er naive.

Vi er kontrære.

Vi er irriterende.

Vi er selvretfærdige.

Vi nægter at overgive os til apatien.

 

Vi myldrer ud af vores institutioner og mørke kasser.

Vi skaber håbefulde fortællinger på nye scener: i busserne, i bankerne, i stormagasinerne.

Vores kunst er ikke et kulturprodukt.

 

Vi nedbryder virkeligheden, for at vise at den meget let kan forandres. At kroppe kan bruges til mere end at shoppe.

Vi generer dem, der skaber denne triste, brutale, røvssyge virkelighed.

 

Vi er scenekunstnere der ikke længere bruger oprøret som underholdning, men bruger underholdningen til oprør.

 

Vi skaber en virkelighed som vi kan være stolte af.

 

Vi er DE FEMTEN.